 |
Kristeligt Dagblad, 23. juni 2003
af Claus Grymer
Straks når han vågnede om morgenen, var hans tanker ved den nye
violin. Stadig iført pyjamas tog han den ud af kassen og spillede.
Derefter kunne dagen begynde. Ikke før.
Den tyske violinist Jochen Brusch (der taler dansk som en dansker,
kun accenten røber hans tyske herkomst) sammenligner sit forhold til
sin violin med et kærlighedsforhold. Henført beskriver han det
lykkelige i at finde den eneste ene. Hvad enten det er en violin,
som han har fundet, eller en kvinde, som han også har fundet.
 Hans
violin er fremstillet hos en violinbygger i Bonn, Peter Greiner, om
hvis usædvanlige evner han havde hørt rygter, da han for nogle år
siden opsøgte ham og afgav bestilling. Han skulle vente i tre år på
levering af instrumentet. Nu er leveringstiden 10 år.
Jochen Brusch modtog violinen i januar i år. Overdragelsen (ordet er
i denne sammenhæng ikke for højtideligt) fandt sted på en banegård i
Sydtyskland, hvor Peter Greiner gjorde et ophold undervejs til
Schweiz. Violinen var netop blevet lakeret, men endnu næppe tør. Det
var kærlighed ved første blik og strøg.
Violinen er en kopi af den legendariske Guanerius del Gésu-violin,
som den italienske virtuos Niccolo Paganini (1782-1840) spillede på.
Kristeligt Dagblad møder Jochen Brusch i Ejerslev på det nordlige
Mors. Brusch har indrettet sommerhus i et tidligere
missionshus, ”Eben Ezer”. I den oprindelige mødesal har han bevaret
vægindskriften fra Jakobs Brev: ”Vær ordets gørere, ikke blot dets
hørere”.
I over 25 år har Jochen Brusch haft nær forbindelse til Danmark,
hvor han medvirker ved mange koncerter, blandt andet i kirker. Han
betragter Danmark som sit andet fædreland og har for nylig sammen
med den danske guitarist Finn Svit udgivet en cd, som er en hyldest
til landet, ”Hommage á Danmark”, med musik af Carl Nielsen, Henrik
Rung, Fini Henriques, Kaj Mortensen og Jochen Brusch (der ellers
ikke betragter sig som komponist).
Brusch er også ophavsmand til en koncertparafrase over Hans
Christian Lumbyes ”Drømmebilleder-Fantasie”. Ud over tre folkeviser
arrangeret af Finn Svit og John Høybye indeholder cd’en endvidere to
eksempler på udenlandsk musik med tilknytning til Danmark.
Komponisterne er Antonio Vivaldi og John Dowland.
Jochen Brusch var syv-otte år, da han i radioen hørte en
violinkoncert af Mendelssohn og ”blev fuldstændig rebet af klangen”.
Han fik sin første violin og begyndte at gå til undervisning hos en
ungarsk musikerfamilie, der boede i samme opgang som familien
Brusch. Men at øve var ingen ublandet fryd for drengen:
- Jeg skulle i høj grad overtales. Sommetider til en vis grad
tvinges. Jeg husker engang, min far havde stillet køkkenuret på 30
minutter. I samme øjeblik det ringede, lagde jeg violinen. Midt i en
tone. Jeg var 11 år.
- Men siden mine unge voksne år har kærligheden til violinen været
konstant. Jeg har haft kriser i mit spil. Men aldrig kriser i den
forstand, at jeg har overvejet, om jeg skulle lave noget andet.
Jochen Brusch udvikler billeder med kærlighedsforholdet:
- Et begreb som utroskab kan forekomme: Man har spillet længe på den
samme violin, da man bag en dør hører ”en stemme”. Den griber én.
Hvem har dog sådan en stemme? Man lærer en anden violin at kende og
bliver forelsket.
- I mange år havde jeg en fransk violin, som var meget pålidelig og
meget kraftfuld i tonen. Også charmerende. Men på et tidspunkt
syntes jeg, at jeg havde udtømt dens muligheder og søgte en ny
udfordring. Så fulgte en periode, hvor jeg var meget omkring hos
violinbyggere, og jeg skiftede instrument med ret korte mellemrum,
indtil jeg fandt den, som jeg nu spiler på. Det er absolut den
bedste, jeg har haft. Og jeg er overbevist om, at det vil være svært
at finde én, der er bedre.
- Nogle violiner er mere kapriciøse (lunefulde, red) end andre. Min
franske kunne altid spille. Lige meget hvor koldt eller fugtigt, det
var. Den italienske, som jeg havde bagefter, ød finere nogle dage
end andre. Jeg synes også, at min nuværende Greiner-violin kan
udvise forskelle. Den er aldrig dårlig, men kan måske nogle dage
være lidt bedre end andre. Det kan dog også være et spørgsmål om,
hvordan man selv er i form.
- Overordnet bliver min Greiner-violin bedre uge for uge, ja,
nærmest dag for dag. Peter Greiner havde også forudsagt, at den
ville udvikle sig.
Hvilken egenskab hos violinen vil du fremhæve?
- Det sarte. Følsomheden.
- Når en tangent på klaveret er trykket ned, kan tonen ikke ændres,
hvorimod en tone, der begynder på violinen, kan få alle nuancer i
sit forløb.
- God violinmusik har sjælfuld udtryksfylde. Desuden kan violinen ”trylle”.
Virtuositeten er meget spektakulær.
- Det er først og fremmest den, der spiller, der skaber klangen. Den
personlige side af klangen. Frits Kreisler, Jascha Heifetz, David
Oistrach, Yehudi Menuhin og Itzhak Perlman, som alle har spillet på
forskellige violiner, er beviser på denne påstand: Deres egen klang
lyser altid let genkendeligt igennem.
Violinen er blevet betegnet som det mest vanskelige instrument. Og
den er vanskelig, fastholder Jochen Brusch. Dog med den
tilføjelse, at det på et hvilket som helst instrument er vanskeligt
at opnå det bedste.
Under alle omstændigheder er det vigtigt at holde sine færdigheder
ved lige. At øve er et livsprojekt. For den, der slækker på kravene
til sig selv, kan spillet hurtigt svækkes.
Jochen Brusch spiller helst hver dag. Også i sin ferie på Mors – en
time eller halvanden hver formiddag.
- Hvis ikke jeg spiller, mangler der noget. Jeg kan blive urolig.
Dertil kommer, at jeg altid har noget, jeg skal øve på. Jeg skal
spille otte forskellige programmer i løbet af sommeren, og de skal
være i fingrene.
Blå bog:
Jochen Brusch, 47 år, uddannet ved musikkonservatorierne i Duisburg,
Essen og Hannover samt fra Royal College of Music i London, hvor han
fik solist-diplom. Hans nære forhold til Danmark blev grundlagt i
1974, da han på Mors søgte undervisning hos violinisten Anker Buch.
I årene 1980-86 var Jochen Brusch violinist ved Herning Stadstrio.
Efter en periode som koncertmester ved Essens symfoniorkester
flyttede han til den sydtyske universitetsby Tübingen, hvor han
stadig bor. Ud over at undervise har han cirka 100 koncerter om
året. Han har spillet i Tyskland, Danmark, Norge, Sverige, Holland,
Ungarn, Belgien, Frankrig, Spanien, Østrig, Italien, Schweiz,
Bulgarien og USA. Han har en lang række meget roste udgivelser bag
sig - med sammenlagt over 100 forskellige værker.
|
 |
