Evigtgyldige Bach

Fyns Amts Avis mandag 10. januar 2000
af Bent C. Nielsen

Det er nu 250 år siden, at Joh. Seb. Bach døde. Men de musikalske impulser, han gav sin samtid især i kirkens tjeneste, har vist sig at være evigtgyldige.

Jochen Bruschs udgangspunkt er da også denne Bachs musiks dybe indhold af fred og håb. En indsigt, han har i musikken, deler han nu med de mange, der i dag gerne lytter til denne gamle musik. Det gøres i dette mindeår med tre afteners fremførelse af væsentlige kompositioner fra Bachs hånd. Første aften med "Sonate nr. 1 g-mol" BWV 1001 og "Partita nr. 2 h-mol" BWV 1002.

Med Jochens følsomme og dybdesøgende spil førtes man her lige til sjælen i de enkelte satser. Især virkede fugaen i første del meget stærkt, men også allemanden, der indledte partitaten stod i sin pompøsitet meget flot, og der var virkeligt gode detaljer i de efterfølgende satser.

Lørdag gjaldt det "Sonate nr. 2 a-mol" BWV 1003 og "Partita nr. 2 d-mol" BWV 1004.

Disse to værker stiller de største krav til den udøvende. Dels er de adskillige steder teknisk svære, og dels er der satser, der meget krævende med hensyn til det udtryksmæssige, jeg tænker især på den særdeles smukke andante i sonaten og på den helt sublime ciaccona, der afslutter partitaen.

Det ser ud til, at Jochens særlige spillestil, hans tone og måde at føle tingene på, passer meget fint til Bachs musik. Den varme fyldige tone, det præcise buestrøg og den meget varierede spillestil imødekommer kravet om smukt behersket spil i satsen "grave", kravet om markant spil i "fuga" og det mere hidsige tempo som i "Courante". Alt dette. Ja, det imødekommer han i sit spil med en smidighed og naturlighed, der forlener fremførelserne med netop det strejf af religiøsitet, Bachs selv har lagt i disse kompositioner.

Søndag kunne man så lytte til "Sonata nr. 3 C-dur" BWV 1005 og "Partita nr. 3 E-dur" BWV 1005.

Her blev så de lysere toner slået an, for så vidt som det var dur-tonearter, men alvoren, det seriøse var der bestemt ikke slækket på. Det var som om den indledende "Adagio" var en slags præludium til den efterfølgende fugerede prædiken over tre temaer, hvorefter fulgte en rent ud himmelsk largo og en yderst festlig allegro.

Således kom man frem til "Partitaens" syv hverlige satser. Her lyste præludiuet smukt op til den mee funderende "Loure", hvorefter det ene melodiøse stykke efter det andet sluttede denne herlige række melodier.

At violinen er et yderst udtryksfuldt instrument er uomtvisteligt, men så med en mewsterlig komponist og en ydmyg, men kapabel formidler, skal der komme stor musik ud af det, og det gjorde der så. Og han sluttede med den smukke Sarbande fra d-mol-partitaen.

Tre uforlignelige aftener.


jochenbrusch.de